Behandling med elektrochok – også kendt som elektrochok behandling (ECT) – og psykokirurgiens ”behandlinger” forsøger angiveligt at iscenesætte et comeback. Men siden starten, er disse procedurer blevet forfulgt af en konflikt mellem ECT psykiaterne, der sværger til dem, og de utallige ofre og familier til ofre, hvis liv er blevet fuldstændig ødelagt af dem.

Så hvem fortæller sandheden? Enhver, der har set og blevet syg af at se en optagelse af et faktisk ECT eller psykokirurgiens procedure, kender svaret alt for godt. De har alle de fysiske torturmetoders kendetegn, som snarere ville høre hjemme i en KGB (det hemmelige politi i det tidligere Sovjetunionen) forhørsleders arsenal end i en ”læges” udstyr. Der er dog meget få mennesker, inklusive de der lovgiver om psykiateres ret til at tvangsbehandle med elektrochok, der overhovedet har set en videooptagelse af behandlingen - og endnu færre har overværet denne psykiatriske rædsel i virkeligheden.

Psykiatere skjuler disse procedurer bag et slør af lægelig legitimitet. Anvendelsen finder sted på et hospital med plejere i hvide kitler, narkose, muskelafslappende stoffer og teknisk udseende udstyr. Virkningerne af chokbehandling er frygtelige, men de fulde konsekvenser bliver ikke forklaret til patienterne eller familierne. Og hvad værre er, når der rejses indvendinger, underkendes de.

Hvad der ikke nævnes i samtalerne, som skal berolige og overbevise de uvillige eller intetanende, er, at disse fremgangsmåder er højst profitable for psykiatere og hospitaler. Resultatet af behandlingerne er nemlig ensbetydende med et behov for fortsat lang og kostbar psykiatrisk ”pleje” – med andre ord fast arbejde for personalet på de psykiatriske afdelinger.

Hvis alt andet glipper, vil psykiaterne ty til tvang eller trusler for at opnå ”samtykke” til behandling, som Lone Hansen – lad os her blot kalde hende ved et opdigtet navn – kan skrive under på, sker.

Lone, en midaldrende husmor, besøgte en psykiater efter hun fortsat følte sig deprimeret og blev ordineret psykofarmaka. Efter at have oplevet ukontrollerbare kropsbevægelser – det direkte resultat af stofinduceret beskadigelse af hendes nervesystem – anbefalede psykiateren ECT. Hun afviste, men da hun senere blev indlagt på hospitalet til afgiftning af den nervemedicin, hun tog, blev elektrochok atter anbefalet. Da hun modsatte sig, sagde psykiateren, at ”din frygt er ikke andet end overtroen om, at russerne kommer”, og at ”med mindre du får disse behandlinger, vil du dø”. Så hun fik fem elektrochokbehandlinger.

Hendes mand fortæller om, hvad der skete: ”Som et resultat af ECT behandlinger ... min kones hukommelse er blevet stærkt forringet ... Selv om hun talte engelsk som sit andet sprog i 42 år, har hun mistet det meste af sin evne til at tale og forstå det ... Hele oplevelsen har været et bedrag, en løgn, et slag i ansigtet ... Hendes depression blev ikke helbredt, og hendes hukommelse er temmelig mangelfuld nu ... vi er begge vrede over, hvad der er sket. Jeg føler det, som om hun er blevet voldtaget lige for øjnene af mig.”

I betragtning af de omkostninger, der er forbundet med elektrochok og psykokirurgi, er mængden af misinformation både tankevækkende og skræmmende. Det meste af denne misinformation formidles af psykiatere. Mange af dem ligefrem fornægter forskeres og andres kritik.

Neurologen dr. John Friedberg, der forskede i ECTs virkninger over tredive år, udtalte: ”Det er meget svært at sætte ord på, hvad chokbehandling gør ved folk generelt.... Det ødelægger folks ambitioner, og ... deres vitalitet. Det gør folk temmelig passive og apatiske... For øvrigt er det hukommelsestab, apatien og manglen på energi, som efter min vurdering er grunden til, at psykiatere stadig slipper af sted med at give det.”

Mary Lou Zimmerman kender alt til at miste sine ambitioner og sin livsglæde i hænderne på en psykiater. I juni 2002 dømte en nævningedomstol Cleveland Klinikken i Ohio til at betale den 62-årige kvinde næsten 50 mio. kr. i erstatning for en forfærdelig psykokirurgisk operation. Fru Zimmerman havde søgt behandling for tvangsmæssig vasken hænder, efter at hun havde læst glødende rapporter om proceduren på klinikkens hjemmeside. Virkeligheden var et mareridt. Hun blev udsat for en operation, hvor der blev boret fire huller i hendes hoved, og hvor dele af hendes hjerne – hver af dem omtrent på størrelse med en mellemstor glaskugle – blev fjernet. Resultatet blev, at hun var ude af stand til at gå, stå, spise eller endog selv besørge et simpelt toiletbesøg. Hendes advokat, Robert Linton udtalte: ”Hun mistede alt – undtagen sin bevidsthed om at hun nu er anderledes ... Hun er fuldstændig handicappet og har brug for pleje hele tiden.”

I USA anslås de årlige udgifter til elektrochok indenfor den psykiatriske industri til at være omkring 32 mia. kr. I USA modtager de 65-årige 360 % flere elektrochok end de 64-årige, da den amerikanske sygesikring for ældre først træder i kraft ved 65-års alderen. Det vidner om, at brugen af elektrochok er styret, ikke af lægelig barmhjertighed krydret med faglig indsigt, men af profit og grådighed. Skønt psykokirurgi i USA er mindre udbredt i dag end tidligere, bliver der stadig foretaget op mod 300 operationer årligt, inklusive det berygtede hvide snit.

På trods af deres sofistikerede videnskabs- og overfladepynt, viser det, at elektrochok og psykokirurgi som stadig benyttes af psykiatrien, ikke har avanceret meget fra grusomheden og barbariet, som kendetegnede dens tidligste behandlinger. Denne rapport er skrevet for at bevirke, at oplysninger om disse behandlingsformer bliver kendt, og at disse, ganske som piskning, åreladning med igler og prygl, nu er ulovligt, forbydes. De, som fastholder brugen, bør retsforfølges for de forbryderiske overfald, som disse ”behandlinger” reelt er.

Med venlig hilsen,

Jan Eastgate
præsident for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling