Det er indlysende at antage, at psykiatrisk ”pleje” ikke dræber patienter, og ingen forventer, at patienter dør i psykiatriske hospitaler. Det er ikke desto mindre, hvad der i det skjulte sker hver dag rundt om i verden, mens psykiaterne ser på.

Den 9-årige Randy Steel havde ikke lyst til at tage et bad på det psykiatriske hospital, hvor han var indlagt. Under et efterfølgende håndgemæng holdt Randy pludselig op med at trække vejret, mens medarbejdere med magt fikserede ham. Efter at være blevet genoplivet, blev Randy hurtigt overført til et andet hospital, hvor han døde dagen efter. Det stod opført i hospitalsjournalerne, at i de 28 dage, der var gået forud for hans død, var Randy blevet fikseret 25 gange. Selv om der var blodansamlinger ved hans næse, mund, øjne og endetarm og kvæstelser i ansigtet og på maven, der beviste overfaldet, blev der ikke rejst nogen straffesag. Ved en afholdt parlamentshøring viste Randys mor, Holly, ligsynsfotografierne frem af sin søn og bønfaldte: ”Jeg håber, at intet andet barn skal dø på denne måde.”

Medarbejdere på en canadisk psykiatrisk afdeling tvang den 13-årige Stephanie Jobin (der allerede var stærkt medicineret med fem forskellige psykofarmaka) til at ligge med ansigtet ned mod gulvet, og personalet placerede derefter en sækkestol på hende og satte sig i den samtidig med, at hendes ben blev fastholdt. Efter 20 minutters kamp holdt Stephanie op med at trække vejret. Hendes død blev erklæret som værende et uheld.

Den 11-årige Andrew McClain døde af traumatisk asfyksi (kvælning) og brystsammenpresning efter at have været indlagt på et psykiatrisk hospital i Connecticut (USA) i fire dage. Andrew havde ikke adlydt den psykiatriske plejers instruktion om at flytte til et andet bord under morgenmaden. To medarbejdere havde efterfølgende fikseret ham, den ene af dem ved at ligge ovenpå ham, mens han var i en gummicelle.

Brug af ”fikseringer” er det mest synlige bevis på den barbariske praksis, som psykiatere vælger at kalde terapi eller behandling. Som disse eksempler klart viser, så mindskes brutaliteten heller ikke overfor de unge, hvilket ud fra ethvert menneskeligt synspunkt ville være det naturlige.

Citizens Commission on Human Rights (CCHR) har siden 1969 undersøgt og afsløret dødsfald, som har været en direkte følge af psykiatrisk ”omsorg”. I en af de første undersøgelser dokumenterede CCHR 100 uforklarlige dødsfald i Californiens Camarillo og Metropolitan delstatshospitaler. En 36-årig mand blev fundet død liggende med hovedet nedad i en seng, som han var lænket til med læderbånd. En bedstemor blev fundet død på et hospitalstoilet, to uger efter at medarbejdere oplyste familien om, at hun var forsvundet.

CCHR arbejder med lovgivere og medierne, for at afsløre hvad der virkeligt sker på psykiatriske hospitaler i USA. De fandt, at der hvert år sker op til 150 uforklarlige dødsfald i forbindelse med fiksering. Over en toårig periode var mindst 13 af tilfældene med børn, hvoraf nogle blot var 6 år.

Initiativer til at bremse udviklingen og dødsfaldene har haft ringe virkning. Selv om de føderale regler blev skærpet i USA, gennem de følgende tre år, så er yderligere 9 børn omkommet ved kvælning eller hjertestop som følge af voldelig fikseringsbrug.

I Japan blev nye regler vedtaget, der forbød brugen af fikseringer på ældre, efter at man havde opdaget, at private psykiatriske hospitaler tvangsindlagde ældre patienter og fikserede dem ulovligt. Volden fortsætter ikke desto mindre. Dr. Masami Houki, chefen for den psykiatriske Houki-klinik i Japan, blev dømt for uagtsomt manddrab, efter han havde stoppet klude i en 31-årig kvindelig patients mund og sat klisterbånd over den, givet hende en sprøjte med beroligende medicin, bundet hendes hænder og fødder og tvunget hende til at ligge på bagsædet af en bil, mens hun blev overflyttet til klinikken. Hun var død ved ankomsten.

Masami Houki er en af de få psykiatere – eller psykiatriske medarbejder i det hele taget – som er blevet sigtet efter straffeloven for dødsfald som følge af grov brug af fiksering. En brug som med en forskønnende omskrivning bliver kaldt ”human fikseringsterapi”. Tusinder af mennesker i alle aldre, er i de senere år omkommet på psykiatriske hospitaler verden over, som en følge af sådanne kyniske og faktiske overgreb.

Årsagen til dette er meget enkel. Et ”overfald” er per definition et forsøg eller et tilsyneladende forsøg på at forøve skade på en anden, ved at bruge ulovlig magt med muligheden for at skade denne person. ”Voldeligt overfald” er den handling at slå eller udøve anden uretmæssig fysisk skade på eller fastholde en person uden dennes samtykke.

Brug af psykiatrisk fiksering, og andre psykiatriske procedurer for den sags skyld, kan betegnes som ”overfald og vold” i enhver henseende undtagen en enkelt, falder de under loven. Psykiatrien har fået sig en plads så at sige over loven. Psykiatriske medarbejdere kan under dække af ”behandling” udføre, hvad der for enhver almindelig borger ville være et overfald eller vold mod sagesløs, uden at blive draget til ansvar.

Vi opfordrer dig til at gennemlæse denne rapport og drage dine egne konklusioner, om den fare psykiatrien udgør ikke blot mod den psykiske sundhed, men for vore egne liv.

Det er på tide og nødvendigt, at lovgiverne såvel som den udøvende magt gør alt, hvad der er muligt for at stoppe disse oprørende handlinger.

Med venlig hilsen,


Jan Eastgate
præsident for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling