Psykiatere siger, at måden at ordne uønsket adfærd på, er ved at ændre hjernens kemi med en pille.

Men til forskel fra et almindeligt medikament som insulin, har psykofarmaka ingen målelig sygdom at rette sig imod og korrigere, og de kan skabe uorden i kroppens meget skrøbelige kemiske processer, som er nødvendige for, at den fungerer godt.

Ikke desto mindre har psykiatere og medicinalfirmaer brugt disse psykofarmaka til at skabe en enorm og indbringende markedsniche.

Og de har gjort det ved at benævne flere og flere uønskede adfærdstyper, som ”forstyrrelser” der kræver psykiatrisk medicin.

Men burde disse ting i virkeligheden kaldes for sygdomme?

Så spørgsmålet er:

Hvordan er psykofarmaka – uden nogen sygdom som skal kureres, uden at kunne helbrede og med en lang liste af bivirkninger – blevet standardbehandlingen for enhver form for psykologisk problem?

Og hvordan kom psykiaterne, som fortalere for disse medikamenter, til at dominere området for mental behandling?