Året er 1938. To italienske psykiatere, Ugo Cerletti og Lucio Bini, så slagteriarbejdere give grise chok før de slog dem ihjel. Chokkene lammede dyrene, hvilket gjorde det lettere at skære halsen over på dem.

Efter at have gjort sin teknik ”perfekt” på forskellige dyr fandt Cerletti sit første menneskelige offer – en hjemløs mand. Efter blot ét chok skulle manden have råbt: ”Ikke et mere! Det vil slå mig ihjel!” Overraskende nok brugte Cerletti kun en spænding på 80 volt ... et godt stykke under den spænding læger giver deres patienter chok med i dag.

Dengang blev elektrochok givet uden bedøvelse så patienter knækkede tænder og brækkede kæber og rygrade på grund af de muskelkramper der blev fremkaldt af elektriciteten.

Selvom elektrochok blev udråbt som en ”mirakelkur”, begyndte sandheden at sive ud. Tidens lægetidsskrifter indrømmede at hjerneskade var et resultat af elektrochok, men i henhold til psykiatere var det sådan proceduren virkede.

Rent faktisk opstillede psykiateren og den ledende fortaler for ECT, Walter Freeman, den teori at ”måske vil det vise sig at en psykisk syg patient kan tænke klarere og mere konstruktivt med mindre af hjernen i reel funktion”.

Det giver ikke meget mening. Men det gør ECT heller ikke.