I 1945 udtalte en ledende international psykiater, den britiske brigadegeneral John Rawlings Rees, som så militæret som det perfekte laboratorium for psykiatrien, følgende:

”Hæren og de andre væbnede styrker udgør enestående, eksperimentelle grupper, fordi de er hele samfund og fordi det er muligt at arrangere eksperimenter på en måde, der ville være særdeles vanskelig i det civile liv.”1

Det var en durkdreven taktik – især fordi man foregav, at det blev gjort for at hjælpe. Soldater har jo altid været et ”indespærret publikum,” som var nødt til at følge ordrer. Og verden over benyttede psykiatere denne chance for at afprøve nogle meget risikable behandlinger. De gav nogle soldater elektrochok, lagde andre i dyb koma og prøvede stærke, bevidsthedsændrende stoffer af på endnu flere.

De blev involverede i rekruttering til militæret, udvælgelse af personale, uddannelse og disciplinering.

Fra 50’erne og op gennem 70’erne brugte psykiatere i lande som England, USA og USSR deres militær som forsøgsområde for et arsenal af eksperimentelle behandlinger som f.eks. LSD. Det amerikanske militær vurderer, at mindst 1.500 soldater fik LSD i løbet af denne periode som et led i eksperimenter med tankekontrol. Kun få af forsøgsobjekterne – om nogen overhovedet – blev informeret om forsøgenes mulige konsekvenser for helbredet.

Den dag i dag får soldater fortsat psykiatrisk medicin for tilstande, som disse stoffer aldrig er blevet hverken afprøvet for eller godkendt til af de tilsynsførende instanser. Langt hovedparten af disse medicincocktails er aldrig blevet afprøvet sammen.

Ganske som i J.R. Rees’ dage er det stadig ét stort psykiatrisk eksperiment. Og for soldaten, som så det som sin pligt at tjene i hæren og gjorde det med ære, kan det opsummeres til et ord: forræderi.